-
Revisoren opdagede skattesvindel og døde i et russisk fængsel. Nu får Danske Bank endnu en hvidvaskbøde
来源: BDK Finans / 18 9月 2024 06:02:40 America/Chicago
Danske Banks enorme hvidvasksag er endnu ikke færdig med at koste banken penge. Banken må nu også betale en bøde til de franske myndigheder, fordi dens estiske filial lod mistænkelige pengestrømme løbe igennem banken til og fra lyssky kunder – uden at banken kontrollerede overførslerne, som hvidvaskloven forpligter bankerne til. Som konsekvens har banken nu indgået et forlig med de franske myndigheder og betaler i den forbindelse 47 millioner kroner som straf for, hvad der – ifølge forliget – kan betegnes som »organiseret hvidvask af indtægter fra skatteunddragelse«. »Vi er tilfredse med at kunne indgå forliget med den franske anklagemyndighed og derved afslutte den sidste myndighedsundersøgelse af banken i relation til non-resident-porteføljen i Danske Banks tidligere filial i Estland,« siger Niels Heering, chefjurist i Danske Bank, i en pressemeddelelse. Nyheden kommer, efter at Danske Bank i 2020 måtte betale en rekordstor bøde på samlet over 15 milliarder kroner til danske og amerikanske myndigheder for hvidvasksagen, der havde den estiske filial som omdrejningspunkt. Som Berlingske løbende har afdækket, sendte en særlig portefølje af tusindvis af primært russiskejede selskaber i den estiske filial enorme milliardbeløb gennem konti i banken fra 2007 til 2015. Kunderne var højrisikable i hvidvasksammenhæng: Selskaberne havde skjulte ejere, stråmandsdirektører, mistænkelige pengeoverførsler og ingen normale forretningsaktiviteter. Flere af kunderne er siden blevet kædet sammen med diverse sager om kriminalitet. Det franske forlig udspringer af én af disse sager, nemlig en omfattende sag om tyveri af skattekroner i Rusland – en sag, der også er kendt som Magnitskij-sagen, og som har ført til storpolitiske sanktioner i Vesten mod korrupte embedsfolk og politikere. Opdagede skattetyveri Centralt i sagen var den britisk-amerikanske forretningsmand Bill Browder, hvis revisor, Sergej Magnitskij, opdagede, at korrupte russiske embedsfolk tilbage i 2007 havde stjålet enorme skatteindbetalinger fra russiske selskaber, som oprindeligt var ejet af Browders investeringsfond, Hermitage Capital Management. Det lykkedes Magnitskij at spore de stjålne overførsler gennem et netværk af banker verden over, herunder Danske Bank Estland. Herfra blev pengene altså hvidvasket gennem blandt andet konti og selskaber i Frankrig. Undervejs i sin undersøgelse blev Magnitskij arresteret og mistede efterfølgende livet i et russisk fængsel. Det var oprindeligt Browders advokater, der tilbage i 2014 anmeldte Danske Bank til de franske myndigheder. Året efter åbnede den franske anklagemyndighed en efterforskning af mulig skatteunddragelse og hvidvask, fremgår det af forliget. »Undersøgelsen viste, at den estiske filial af Danske Bank vidste, at de udenlandske kunder var højrisikable,« fastslår forliget og peger blandt andet på, at kunderne var hjemmehørende i yderst risikable lande og ofte brugte skattelyselskaber, der kunne skjule identiteten af de egentlige ejere. Senere blev banken, som Berlingske har kunnet beskrive, sigtet »for organiseret hvidvask af udbyttet fra skattesvig«. Banken havde ifølge sigtelsen bistået med at »investere, skjule eller konvertere direkte eller indirekte udbytte fra kriminelle handlinger«, fremgår det af dagens forlig. Forliget fastslår desuden, at bankens interne kontroller i Estland var »utilstrækkelige og ineffektive«. Minimalt skridt I en kommentar til Berlingske udtaler Bill Browder, at det er »opmuntrende at se en vis grad af retfærdighed i Danske Banks hvidvasksag«. »Dette er dog et minimalt skridt sammenlignet med det store omfang af hvidvask, der fandt sted gennem banken. Til dato er ingen personer blevet holdt ansvarlige for denne skandale. Til sammenligning idømte en svensk domstol for nylig Swedbanks tidligere administrerende direktør 15 måneders fængsel for at vildlede offentligheden om bankens eksponering for hvidvaskaktiviteterne,« siger Bill Browder med henvisning til Swedbank-sagen, der for nylig førte til, at bankens tidligere administrerende direktør, danske Birgitte Bonnesen, blev fundet skyldig i groft bedrageri i Sverige. Danske Bank har tidligere hensat 80 millioner kroner til at dække en eventuel fransk bøde, oplyser banken. Sideløbende med den franske sag er flere tidligere Danske Bank-ansatte på anklagebænken i Estland. Her risikerer de mange års fængsel for medvirken til hvidvask. Der ventes dom senere i år. Danske Bank er desuden part i en række verserende erstatningssager, som investorer har anlagt mod banken. De kræver erstatning for bankens kraftigt faldende aktiekurs undervejs i sagen. Hvornår der falder afgørelser i disse sager, er uvist. https://www.berlingske.dk/virksomheder/revisoren-opdagede-skattesvindel-og-doede-i-et-russisk-faengsel-nu